Aidans trods alt fantastiske forsøg

tirs aug 23, 2011 (Axcon)

Ugens feel-good historie var den om 13-årige Aidan, som havde opfundet en ny måde at placere solceller på, så de sad lige som bladene på et træ – optimeret af naturen. Den historie gik verden rundt, og var da også rigtig sød. Gravede man et spadestik dybere, var der mange gode grunde til, at det ikke rigtig var en god idé, og de påståede 20% forbedring var målt forkert.

Jeg syntes stadig, det var en fantastisk bedrift af en 13-årig – næsten uanset hvor meget hjælp han havde fået af sin far/onkel/lærer, eller hvem der nu havde hjulpet til. Det som imponerede og inspirerede mig var, at der rent faktisk er nogle 13-årige (godt nok helt ovre i USA), som overhoved laver den slags forsøg.

Perfekt forsøg

Hvor ville jeg ønske at min 13-årige, havde bare en eller anden form for inspiration og opbakning fra skolen til at lave den slags. De har godt nok et fag, der formelt hedder “natur og teknik”, men det er nok ikke helt tilfældigt, at børnene kalder det “natur og natur”. Teknik er der bare langt i mellem i sådan en moderne dansk folkeskole, hvor børnene må hjælpe læreren med at betjene PC’en i smart-boardet.

Sådan et simpelt eksperiment med nogle solceller, et måleinstrument og en pære passer jo perfekt til en masse undersøgelser, som de børn sagtens kan lave og på den måde blive introduceret til “rigtig” teknik. Mange af dem er faktisk meget energibevidste, så det ville bare være ekstra motiverende.

Skolen

Det er selvfølgelig altid svært at sige, hvor meget teknik og naturvidenskab skal vægtes i skolen i forhold til alle de andre ting, de også skal lære (og vi skal slet ikke i gang med snakken om fornuften i to timers konfirmationsforberedelse onsdag morgen for 70% af klassen på et skema, hvor der kun er plads/råd til 3 matematiktimer).

Som ingeniør er det bare fantastisk at se, hvordan nogen i USA tilsyneladende formår at give de børn, som om 11-12 år er på vej ind på arbejdsmarkedet, en inspirerende introduktion til teknik. Derfor var jeg så begejstret for at se Aidans forsøg med solcellerne – og om han målte forkert på den ene eller anden måde er i den sammenhæng ret ligemeget. Det fantastiske var at han gjorde det.

Mere af den slags – også i Danmark – tror jeg ville være godt for vores fag og dermed i sidste ende vores samfunds fremtid.

Q: Hvad gør du for at inspirere din 13-årige til at lære noget mere teknik?

Hvad mener du?