Axcon primus motor i 30M kr projekt

fre apr 10, 2009 (Rolf)

Sådan en overskrift har været rundt i pressen før påske – og det er ganske vist! Axcon er initiativtager til et 30 mio. kr’s projekt, der skal sikre at bl.a. mindre danske elektronikvirksomheder får tilgang til viden og faciliteter indenfor ‘praktisk’ digital elektronik.

Mindre danske elektronikvirksomheder mangler god adgang til faciliteter og kandidater med speciale i digitalelektronik på printkortniveau. Det er Hovedstadsregionens Vækstforum enig med os (og de andre partnere) i, så det er yderst positivt.

Initiativerne skal blandt andet bestå i opbygning af relevante laboratoriefaciliteter, som kan sikre virksomhederne adgang til og rådgivning omkring brug af moderne måleudstyr og simuleringsværktøjer, samt etablering af erhvervs- Ph.D’er og andre uddannelsesmæssige aktiviteter.

Meget forenklet sagt skal vi have videregående digitalelektronik tilbage i fokus – også på ingeniørstudiet. Elektronik på printkortniveau skal tages seriøst, da det er grundlaget for vores brede skare af små globale nichevirksomheder.

Elektronikindustrien er, målt på omsætning, den tredjestørste industribranche i Danmark kun overgået af maskin- og fødevareindustrien og dækker ca. 1 % af det globale marked.

Kendetegnende for branchen er, at den primært består af nicheproducerende små og mellemstore virksomheder, som netop på grund af det høje danske uddannelsesniveau formår at konkurrere på det globale marked. Dette til trods for at de ikke altid har det seneste up-to-date udstyr og ikke har mulighed for interne uddannelsesforløb.

For at Danmark kan opretholde konkurrencedygtigheden og den globale position, er det nødvendigt at styrke samspillet mellem virksomheder og forsker- og uddannelsesmiljøer, samt sikre adgang til udstyr og uddannelse.

Projektet er rettet mod alle danske elektronikvirksomheder, og forventes at blive sparket i gang for alvor til sommer. Så der kommer selvfølgelig mere information på det tidspunkt om de konkrete aktiviteter.

Får vi vores vilje, betyder det, at der igen vil blive undervist i ”videregående digitalelektronik” på DTU om få semestre… Og det vil jeg personligt betragte som en succes :-)

Hvad mener du?