Investor til elektronikudvikling

tors okt 07, 2010 (Axcon)

Rasmus Bjerngaard fra SEED Capital/DTU Symbion Innovation, som er investment manager med ansvar for elektronikområdet har indvilliget i at give et par svar. Svar på nogle af de spørgsmål, som jeg ved mange med iværksættertanker i elektronikbranchen, stiller sig selv. Det er der kommet et par interessante pointer ud af…

Rasmus BjerngaardHvor stor en rolle spiller teknik i forhold til forretning, kunder, marked og alle de andre “business” ting, når i kigger på investeringer?

Rasmus: Teknikken er kun en lille del af det at starte virksomhed – nogen siger 10 %

Hvor mange virksomheder investerer i i, som har udvikling af et nyt apparat med elektronik, som en del af deres ide/produkt/service?

Rasmus: Vi investerer jævnligt i HW baserede opstarter og kigger aktivt efter spændende muligheder, men antallet af henvendelser indenfor HW er lavere end indenfor andre områder. De attraktive ideer finder kapital, men det må generelt siges at være sværere at finde kapital til HW investeringer end f.eks. SW investeringer. Jeg kan ikke komme med et eksakt tal, det er måske et par stykker hvert år.

Nogle af de væsentlige udfordringer i HW investeringer er typisk produktion, distribution og (partner)salgskanaler.

Hvor mange af dem skal reelt have udviklet en chip (ASIC) inden for de første 2-3 år, for at deres forretning hænger sammen med hensyn til pris/volumen/specielle egenskaber?

Rasmus: Enkelte. Det afhænger jo helt af deres forretningsområde og ofte er udfordringerne med at komme i markedet i første omgang vigtigere end omkostningsoptimering.

Hvis man nu fokuserer på elektronik på printkort-niveau (altså, som ikke kræver ASIC udvikling). Som investor, hvordan ser din foretrukne model for sådan et start-up ud:

a) Virksomheden opbygger in-house kompetence til den nødvendige elektronikudvikling.

b) Virksomheden opbygger in-house kompetence til at specificere og styre ekstern udvikling af elektronik.

c) Virksomheden fokuserer in-house ressourcer på andre områder, og hyrer ekstern hjælp til at specificere samt styre ekstern udvikling af elektronik.

Rasmus: Hvis elektronikken er central for virksomhedens produkt er det som regel en fordel, og måske nødvendighed, at have in-house kompetence. I praksis er det ofte en kombination af in-house kompetence med den fleksibilitet hjælp udefra kan give.

Mener du, at vi som land udnytter potentialet?

Rasmus: Mit personlige indtryk er at Danmark komparativt har meget mere at tilbyde indenfor for innovative HW baserede løsninger; det kunne være medico teknik, fødevareteknologi, produkter med avanceret signalbehandling og embedded elektronik, robotteknologi, energi- og miljøteknologi, nanoteknologi mv. Jeg ville gerne se mange flere HW cases.

Hvad mener du?

Hvad skal der til for at vi får flere start-ups med elektronik-indhold? Det er jo blandt andet derfra jobmuligheder og vækst i den del af industrien vi repræsenterer skal komme fra.

DTU Symbion Innovation er selvfølgelig “kun” et af ialt seks innovationsmiljøer, men er det virkelig nok med “et par” elektronik investeringer per år? Når vi nu ved, at det måske kun er en ud af 10 virksomheder, der overlever fra det meget tidlige stadie og helt op på et niveau, hvor der skabes arbejdspladser for alvor?

Giv din mening til kende i kommentarerne herunder.

Hvad mener du?