Ulven kommer eller er det kejserens nye klæder – Achronix

fre mar 15, 2013 (Anders Enggaard)

Har du fået fingrene i et Achronix Speedster 22i FPGA monster (Intel inside)? Mit gæt er, at der nok ikke er mange af vores læsere, som har dette nye banebrydende device i hænderne eller set samples for den sags skyld. Her i Danmark er der en håndfuld virksomheder, som vil kunne have glæde af monsteret. Vi har i årevis hørt, hvorledes Achronix har modtaget massiv finansiering i “milliard klassen”. Ægteskabet med Intel har givet historien lidt mere seriøsitet. Ambitionerne har været skyhøje – á la verdensherredømme og nærmest ubegrænset forbedring i forhold til andre etablerede FPGA producenter i markedet. OG NU – er det ganske vist. Shipment af den første 22nm FPGA er i gang og det første device har ganske heftige data:

  • > 6 mia transistorer
  • ~ 1 mill LUTs
  • ~ 2.600 balls
  • 65 stk. 12,75G transceivere

Kan man overhovedet få den nu?

Har din virksomhed behovet, så frem med kreditkortet og direkte i web-shoppen, så har du den indenfor 24 timer. Ahhh, kan det nu også passe? Mon ikke at vi bliver nødt til at væbne os med en smule tålmodighed. Man skal jo nok hedde Huawei, Cisco, Agilent eller lignende for at få fingrene i FPGA’ernes nye selvbestaltede kejser. Vi indrømmer gerne, at vi ikke har en Achronix liggende, men hvis der er en derude, som har set eller prøvet design og ydelse for en vilkårlig variant af et Achronix device, så er du meget velkommen til at melde ind til os, så har vi et spændende emne til næste FPGA ERFA gruppemøde.

Oprindeligt var master planen, at vi skulle se de første devices i ‘08, men det lader til at for Achronix er lykke tallet ‘13. Nå ja – jeg kan til gengæld påstå at jeg allerede i ‘08 fik mit første Achronix “device”. Det opfylder til fulde marketing materialet mht. strømbesparelse. Jeg har dog lidt problemer med ydelse :-) hvilket nok primært skyldes forfatterens dårlige håndskrift (Se billedet).

Nu skal denne lille historie jo ikke lyde som en hæder for Achronix’s udfordring af Xilinx og Altera uden samtidigt at perspektivere historien lidt. Få dage efter Achronix annoncerede deres shipment af FPGA device i Intel’s 22nm teknologi, var Altera på banen og toppe historien ved at annoncere, at Altera og Intel har indgået aftale om, at Intel producerer Alteras kommende FPGA i deres 14nm teknologi. En frisk opdatering fra Alteras distributører melder at device størrelser med 1 mill LEs og op til 66 stk 14,1G (max 28G) transceivere pt. er de største der kan leveres.

Xilinx har heller ikke nogen grund til at blive skræmt af “marketing” tallene. For indeværende melder Xilinx sig klar med varianter fra Virtex-7 serien med ~2 mill Logic Cells, 36 stk. 12.5G transceivere (familien kan møstre op til 96 transceivere og hastigheder op til 28G). Forskellen er nok mest at Achronix har lykkedes med at “hype” en del omkring deres alternative teknologi, men det er også i høj grad nødvendigt, når de som startup skal prøve at tage markedsandele fra Altera og Xilinx (De avancerede læsere ved dog, at man ikke kan få alle funktioner på een gang og ikke kan sammenligne direkte på tværs af fabrikater)

Det er jo altid tilladt at drømme og falde i svime med overdreven tilbedelse af teknologien. Når vi  vender tilbage til laboratoriet efterfølgende, er det for at bygge produkter, sandsynligvis med mere moderate teknologier men stort behov for kreativ “engineering”. Det er netop drømme om teknologi og ingeniørmæssige udfordringer, som er brændstoffet for os nørder.

Brænder du inde med gode applikationer, som ikke kan lade sig gøre uden Achronix, Altera eller Xilinx monstre, så er vi meget interesserede. Vi smider gerne et par stykker eller 5 af dem på et print eller brainstormer over alternative løsningsveje, indtil de nye devices fra Achronix ligger på bordet.

Hvad mener du?