OL2012 og gigabit links – Har du et målebehov du ikke kan få dækket

fre aug 24, 2012 (Anders Enggaard)

Når lab ligger i nærheden af London,  kan adgangen til faciliteterne være lidt bøvlede, når der er mange tusinde atleter og sportsinteresserede, som er rykket til London og omegn. Det måtte vi i hvert fald sande, da vi i løbet af sommeren gerne skulle forbi et lab for at få kvalificerede målinger på vores seneste design med 8 FPGAer bundet sammen med giga-bit links. Missionen var at se, om vi havde regnet og simuleret rigtigt og at de print, vi efterfølgende havde fået produceret, var af den fornødne kvalitet. Der var nemlig lidt mystik over link kvaliteten, som var svær at få indkredset uden lettere eksotiske måleinstrumenter.

London lab – var umuligt – det var besat af OL. Italien derimod var nemmere at få adgang til (vejret var også bedre end i DK). To dages ophold i Xilinx Rocketlab i Milano i selskab med et passende 32GHz scope gav gode resultater.

Baggrunden for mystikken blev hurtigt indkredset og havde grund i en dårlig lodning på en konfigurations­modstand. Da lodningen var fixet kunne links køre problemfrit mellem de 8 FPGA’er ved max bånd­bredde. I dette design var det 3.2Gbit/sec, som var loftet for den enkelte link. For at dække kommunikationsbehovet har systemet dog 14 forbindelser og samlet kapacitet på over 40Gbit/s.

I vores anvendelse gav det god mening at gå efter de knapt så dyre Xilinx Spartan 6 devices, bruge lidt flere af dem og dele algoritmen ud på flere devices og dermed kommunikationen ud på flere links. På markedet er der FPGAer, som tilbyder en link hastighed, der er noget højere end 3.2Gbit/s. De hurtige Stratix og Virtex serier er oppe på imponerende 28.05Gbit/s, men de prisættes også noget højere!

I højhastigheds FPGA designs er der udover en designudfordring og kompleksitet også en voksende del som handler om, hvilke muligheder der er for at lave kvalificerende målinger. Måleinstrumenterne er ganske bekostelige, og vi glæder os over samarbejde med producenterne af måleinstrumenter og i denne omgang vores partnerskab med Xilinx, som gav os adgang til gode instrumenter.

Er du eller din virksomhed interesserede i at få adgang til avanceret måleudstyr, som I ikke selv ønsker at investere millioner i pga. et begrænset behov, så er vi interesserede i at høre fra jer.

Hvad mener du?