Xilinx 7 Series – hvad har de røget?

tors sep 09, 2010 (Axcon)

Jeg var til FPGA World i Stockholm i går. Det er et godt arrangement og en god stemning – der i Stockholm, hvor FPGA World startede… Det kører også i København og Munchen nu, men Stockholm var udgangspunktet.

Og en “fast” tradition for mig er, at høre på Mike Dini fra Dini Group (som laver de største FPGA boards til ASIC prototyping – punktum). Han er en “character” i ordets positive betydning. Altid god for en teknisk diskussion på højt plan – og altid god for noget branchesladder.

I sit indlæg i går langede han ud efter Xilinx (og Altera, men det er en anden historie) for deres alt alt alt for tidlige lancering af “7-serien”. Xilinx Virtex/Spartan-6 er på 40nm teknologi og planen er at “7 Series” skal laves på 28nm teknologi.

Men realiteten er, at 6-famillien endnu ikke kan leveres i fuldt omfang. Nogle af de store kredse, som selvfølgelig er det, som interesserer Mike, er lige akkurat tilgængelige i “ES” version (engineering sample) og stadig fyldt med bugs.

Hvad værre er – Xilinx skifter foundry (til TSMC og Samsung Electronics) for 7-serien, så de “gamle” foundry partnere er sandsynligvis ikke så glade for den ændring… Da Xilinx annoncerede det skift, begyndte det at gå endnu værre med leverancerne på 5- og 6-serien. Flere i rummet bekræftede horrible leveringstider det sidste halve år.

Mike Dini var meget overrasket over, at den ny ledelse (med Moshe Gavrielov som überboss) hos Xilinx havde valgt at annoncere 7-serien så tidligt. I praksis mente han ikke, at Xilinx ville kunne levere komponenter med “7” på ryggen før en gang sidst på året næste år. Så hvorfor annoncere det før nødvendigt? (Mit gæt er at det kan have noget med aktiekurser at gøre).

Som altid sjovt at høre på, når det er Mike Dini der fortæller (meget farverigt) – men også rigtig træls for dem som det går ud over…

Hvad mener du?