Bluetooth Low Energy (BLE) – er det andet end Bluetooth og Low Power?

man dec 17, 2012 (Anders Enggaard)

Nye brugere af Bluetooth til deres applikationer bør starte ved Bluetooth Low Energy, som er en del af Bluetooth version 4.0. Denne udvidelse af standarden giver store forbedringer til langtidsdrift på batterier. Det har dog en pris – kompatibilitet – Bluetooth er ikke bare Bluetooth længere. Understøttelse af 4.0 kræver både ny hardware og software.

Set fra en brugers synspunkt, er der ikke den store forskel at spore på det brede marked for telefon headsets, trådløse mus etc. Disse gængse enheder, som er forbundet til telefonen eller den bærbare med Bluetooth, ser ikke ud til at være udsat for et jordskred afledt af tilføjelsen af “4.0” til standarden.

Indførelsen af BLE er imidlertid med til at dække nogle af de huller, der er mellem de mest udbredte radiokommunikationsstandarder (klassisk Bluetooth, Wifi etc.) og standarderne for low-power radiokommunikation.

Den klassiske Bluetooth implementering er lidt krævende mht. strømforbrug i standby og har en parrings sekvens, som kan tage tid. Begge faktorer har været begrænsende for anvendelsen. Det er her BLE bliver interessant, da netop low-power og low-latency har været i fokus ved tilføjelsen. Nu kan man faktisk få en Bluetooth-løsning til at fungere langt mere “smooth”, længere tid og tilmed forsynet af et knapcelle-batteri. BLE bliver kun low-power hvis data, som transmitteres via linket, kommer i korte bursts og der er ophold i trafikken. De anvendelser vi har set, har netop disse karakteristika.

Power-optimeringerne for BLE giver ikke den store gevinst, hvis data sendes kontinuertligt da protokollen netop er optimeret mod små bursts. Den helt store forbedring af brugeroplevelsen er imidlertid setup tiden/parring, som tager få millisekunder mod den klassiske implementation, hvor det kan tage op til 6 sekunder. Det øger anvendeligheden betragteligt. Der er intet, som slår en mekanisk knap, eller en indikator på et apparat, når det angår hurtighed – men skal man vente 6 sekunder for at betjene sit apparat, skal der virkelig være gode argumenter, for at overbevise brugeren om at apparatet virker, som det skal. Den argumentation bliver nemmere nu – og tilmed kan du få din Bluetooth-sensor til at holde et år på en knapcelle. Giv os et praj, hvis du skal have Bluetooth enablet dit produkt – BLE eller ej.

Hvad mener du?