Vejen fra Energy Harvesting til kunstværker

man dec 17, 2012 (TorbenR)

Historien starter på en Weblog omkring en lille højttaler ved navn “Skube”. Det viser sig, at bloggen har et dansk tilsnit, der henviser til Copenhagen Institue of Interaction Design. Deres hjemmeside gemmer mange sjove og skæve projekter, der har til formål at danne bro mellem teknologi og design – Den historie er vist set før, men ikke desto mindre var deres indgangsvinkel så tilpas anderledes, at jeg kom lidt omkring på hjemmesiden.

Forsiden byder blandt andet på åbne seminarer, om diverse emner lige fra marketing til det mere teknisk betonede. Under det teknisk betonede var der et seminar omkring Energy Harvesting, hvorfor jeg en sen tirsdag aften møder op i en baggård i Toldbodgade. Seminaret var med en efterfølgende workshop, hvor man med simple demoboards kunne bygge sin egen energihøster.

Terminologien Energy Harvesting bruges om at høste overskydende energi fra omgivelserne – eksempelvis varme, bevægelse eller lys. Fokus på seminaret var “Implement and forget” produkter – Elektroniske produkter der hverken kræver batterier eller ekstern forsyning. Et eksempel er et byggeri i Madrid, der er udstyret med 4.200 tråd og batteriløse kontakter/sensorer. Teknologien har sparet 35 km kabel under opbygningen og forventeligt 42.000 batterier over de første 25 år. Det store regnestykke omkring installationsomkostninger, miljøgevinster, vedligeholdelse, etc. fremgik ikke.
Teknologierne, der ligger bag de forskellige former for Energy Harvesting, er blevet modnet meget over de forgangne år. Herunder er et overblik over de forskellige teknologier og leverandører, som jeg lige er faldet over:

Energikilde Energiniveau
Sol,Lys(Solpanel) 15.5 mW/cm2
Vibration (Piezo) 6 mW ved 1 G, 30Hz
Strain(Piezo) 12 mW ved 5 kN, 10Hz
Varme(Peltier) 2.7 mW ved delta temperatur 25 [K]

Det kunne være spændende at høre, hvis du har erfaring med eller kender til andre teknologier eller leverandører. Skriv eventuelt din erfaring her på bloggen, så vi alle kan blive lidt klogere på området.

Efter foredraget kunne man afprøve sin egen “hygge harvester”. Den over stearinlyset på billedet ovenfor. Opstillingen bestod af:

  • Peltier element,
  • Køleprofil,
  • Boostkonverter og
  • en hysteresesløjfe

Peltier elementet placeres over lyset men under kølepladen. Udgangen forbindes til boostkonverteren, som giver en spænding ud til en lageringskondensator. Kondensatoren er forbundet til hysteresesløjfen, hvilket giver os en blinkende lysdiode – Og så er alle ingeniører jo glade…

Læren er dog, at der skal nogen temperaturforskel til, for at Peltier elementet giver nok effekt ud, hvorfor koblingen mellem køleprofil og Peltier elementet er meget væsentlig.

Hvorfor så titlen “Vejen fra Energy Harvesting til kunstværker”? – Jo, der deltog to kunstnere fra Sverige, som var mødt op for at lære lidt om energy harvesting. Det spændende er jo så, hvad de skal bruge Energy Harvesting til. Det vidste de heller ikke, men det kunne jo være spændende om teknologien kunne bruges i deres kunst. Den enes kunst er i nogen grad interaktiv, hvorfor det ville passe fint ind….

Spændende aften med mange nye indgangsvinkler lige fra kunst til Energy Harvesting

Hvad mener du?