PCI Express FPGA core

fre feb 16, 2007 (Rolf)

Har du overvejet om PCI Express passer ind i jeres produkter? Det er en rigtig spændende teknologi, som løser en masse problemer og allerede er godt udbredt på standard PC bundkort.

Båndbredden er øget noget, men ikke så vildt endda i grundudgaven. Men så kan man parallelkoble flere ”lanes”, så man taler om x1, x4 op til x16 PCIe. Hver ”lane” er en seriel forbindelse på 2.5 Gbps. Så båndbredden er godt 5 gange højere end USB 2.0, eller omtrent svarende til 64 bit parallel PCI. Hvor USB 2.0 i praksis kan flytte over 20-25 MByte/s, kan du med PCIe flytte mere end 200 MByte/s data over en forbindelse.

Det rigtig interessante er nogle af de helt unikke fordele, som teknologien giver, og som måske ikke er helt oplagte ved første øjekast:

  • Mulighed for kabel-løsninger og/eller lange print-forbindelser.
  • Undgå de dyre server-bundkort, som ellers har været nødvendige til 64-bit PCI.

Da forbindelsen er seriel, er antallet af printforbindelser stærkt reduceret. Det er en stor fordel for printudlæg. Samtidig er forbindelsen en dedikeret punkt-til-punkt forbindelse, så signal-integriteten sikres nemt.

Kompetent samspil

Få høj båndbredde og simpelt print-design. Kan du have fordel af kompetent samspil ved dit PCI Express design? Så har du nu mulighed for at trække på al den kompetence vi har opnået ved at designe en IP core til PCI Express helt fra grunden. Det kan være værdifuldt uanset om du vælger at benytte vores IP core eller en anden core. Integration og verifikation af en indkøbt IP core er ofte undervurderet i omfang. God erfaring med teknologien kan ofte spare tid – det er en fordel for alle.

IP coren er i et praktisk system bare en lille del af opgaven. Du skal også tænke på høj-båndbredde Windows/Linux drivere (zero buffer-copy design osv.), print-niveau hardware udvikling, signal-integritet, test, verifikation og alt det andet.

Den core vi har udviklet er designet til at være super kompakt, så der er god plads til alt det andet i FPGA’en. Det er opnået ved at fokusere på ”single lane”, som betyder at dit kort kan sættes i alle typer PCIe slots. Da vores core ikke er med-sponsoreret af en FPGA leverandør, kan du frit vælge FPGA fabrikat. Eller definere et andet interface… Eller…

Hvad mener du?