Testsystemer til elektronik produktion

ons okt 06, 2010 (Axcon)

Vi er blevet lidt pjattede med Torolex – lad os bare indrømme det :-)

Torolex er en Farum virksomhed, som har specialiseret sig i at lave mekanik til test fixturer. Den slags, som passer rigtig godt til brug i produktionstest af et typisk dansk elektronikprodukt.

Produktionstest

Ingen produktion uden test. Mange gange er testen ret simpel, men nogle få nøgleting er værd at gøre sig klart:

  • Simpel betjening giver mere ensartet test
  • Automatisering giver mindre operatørafhængighed

Og det er lige præcis vigtige parametre for kvalitet. Den kvalitet som produktet opnår er i høj grad påvirket af den kvalitet der opnås i produktionstesten.

I alle de situationer, hvor produktionstesten inkluderer en form for “fakir-bænk”, er der behov for et fixtur til at fiksere printet og sikre tryk mod nålene. Det er lige præcis det, som Torolex systemer løser på en solid og simpel måde, uden at være klodset. Og så til en ganske fornuftig pris.

Flere modeller

Der er flere modeller at vælge imellem, men vi har på et par nylige projekter brugt to typer. Den ene model er åben og lidt mere simpel. Den anden er større og giver nogle fordele, specielt når der skal bruges mange nåle.

Testsystem fra Torolex

Den "store" fixtur vi har benyttet til et projekt, hvor en hel række print skal testes samtidig mens de stadig sidder i panelet.

Testfixtur fra Torolex

Det "lille" fixtur, som benyttes i en forudgående process, hvor der ikke er brug for så mange nåle i "fakir"-sengen.

Begge modeller fungerer fint, men selvfølgelig er der forskel i prisen. Læs og lær mere om det hos Torolex, som vi iøvrigt ingen økonomiske interesser har i :-)

PC Styret

Selve testafviklingen foretages under kontrol af en PC, med et test program på. Det styrer de tilsluttede instrumenter osv., så hele testen ikke kræver for meget af operatøren – og specielt så operatøren ikke direkte står med vurderinger af måleresultater etc.

Pass/fail beslutningerne tages af programmet, så resultaterne så vidt muligt bliver operatør uafhængige. Det med test softwaren kan der skrives meget mere om, men det må blive en anden gang.

Dit testsystem?

Hvordan ser dine testsystemer ud? Og har du bedre løsninger på det klassiske problem med at få en sikker konnektering til et antal testpunkter, uden at skulle ud i alt for bekostlige systemer?

Hvad mener du?