Nogle gange bliver man overrasket over, hvor lidt der skal til for at løse et problem, som i andre sammenhænge kan være meget bekosteligt at løse. Udfordringen er ganske simpel at forklare – hold temperaturen i din elektriske konstruktion konstant og gerne en rumtemperatur omkring almindelig stuetemperatur i dit lab.
Den klassiske model er at sørge for passende ventilation og aircondition i rummet. Men til spaceprojektet LISA [tidligere omtalt på blog'en - se filmen her] er dette ikke en god løsning, da instrumentet vi bygger har en hysterisk nøjagtighed. Denne nøjagtighed vil nemt kunne spoleres af temperaturvariationer til trods for forskellige temperaturkompenseringer . I dette projekt er det ikke rummets temperatur, der er interessant, det er mere eventuelle ændringer i temperaturen, som skal undgås. Det er helt acceptabelt, at der lokalt over en komponent er en lidt højere temperatur, blot temperaturen er stabil, og der har indfundet sig en balance mellem afsat effekt, komponenttemperatur og den varmekonvektion, der altid vil opstå.
Da elektriske dele af instrumentet senere skal indgå i den optiske løsning i ”space-craft”, var det oplagt at lave de indledende tests i det ekstremt dyre og stabiliserede optiske laboratorium. Her burde vi være i sikker havn, tempereret, beskyttet mod seismiske bevægelser, der er dejligt rent, og vi kan beskytte vores opstilling passende for mennesker.
Men – nej. Til måling af fasestøj i et hysterisk instrument er der intet, der slår en god kælder, et hemmeligt sted, et godt stykke nede i jorden, med solide mure, tungt gulv og ingen mennesker. Her kan man opnå langt bedre resultater end i det dyre regulerede og stabiliserede lab. Det skræmmende er imidlertid, at kælderrummet yderligere er ”inficeret” med nogle gennemgående spirorør i loftet, som bærer luft til nabolokalerne. Dette burde være en stor kilde til problemer, men det er stadigvæk væsentligt bedre end alternativet.
Vi glemte at fortælle, at instrumentet i øvrigt er så følsomt, at målingerne er ubrugelige, hvis der opholder sig en person i lokalet…
Nu er det her jo en brainer, så det simple spørgsmål er:
Hvorfor ligger konstruktionen på gulvet? Kom med dit bud i kommentarfeltet.
(Spørgsmål omkring plast og papir gemmer vi til en senere lejlighed)
Den kommer væk fra diverse strømkabler mv. til måleinstrumenterne.
Normalt, vil jeg ikke lægge en følsom konstruktion på gulvet, som på tegningen, uden et ledende materiale under. Som regel, bruger jeg kraftig kobberfolie, under en ESD måtte, og lægger konstruktionen herpå. Kobberet sættes til konstruktionens stel/jord, samme med ESD måtten. Kobberfolie kan fås i de fleste hobbybutikker, og er bedre egnet end alu-folie.
Et stålbord sat til jord, og til konstruktionens stel plan, er også godt.
Men hensigten er måske, at udsætte konstruktionen for omtrent samme forhold, som ved konstruktionens operationsbetingelser, og de passer måske bedst på gulvet.
Ses på 220VAC ledningsføringen, går den i stikkontakthøjde, samt til loftslys mv. Men, der er muligvis ingen stikkontakter ved gulvet.
Jord’en, er med til at absorbere støj, men er kun halvt ledende, og ikke så godt, til at “kortslutte” de elektromagnetiske bølger, som et godt ledende underlag, f.eks. en kobberplade på stålplade.
Skal det skærmes mod lavfrekvent AC stråling, er en kasse af my-metal normalt den bedste afskærmning. En EMC måler, kan bruges til, at detektere det bedste sted.
Tak Jens. Der er flere gode tanker i buddet. Årsagen til den lidt atypiske placering af måleopstillingen er ønsket om at minimere temperaturudsving. Gulvet er en dejlig massiv plade, som kun har en meget langsom ændring af temperatur. For opstillingen er stabilitet over timer og gerne dage vigtig.