Et dedikeret team hos Axcon har designet og integreret et FPGA baseret kommunikationssystem. Efter succesfuld test står systemet nu klar på ESAs jordstation på Tenerife. Systemet danner rygrad i et teknologiprojekt som skal afprøve optisk to-vejs højhastighedskommunikation fra jorden til en satellit, i kredsløb om månen.
“Det nye her er ikke at kunne kommunikere med en satellit i kredsløb. Derimod er det første gang ESA bygger et tovejs kommunikationssytem baseret på laser – fra jorden til en satellit der er 400.000 km væk med båndbredder på op til 622 Mb/s.” udtaler Anders Enggaard fra Axcon.
Projektet er gennemført som et samarbejde mellem adskillige europæiske partnere og derudover amerikanske NASA. Satellitten, som bærer kommunikationssystemet hedder LADEE (Lunar Atmosphere and Dust Environment Explorer), er sendt til månen af NASA for at undersøge månestøv. LADEE deltager den første måned af sin mission i afprøvningen af kommunikationsteknologien, hvorefter den vil indgå i andre videnskabelige eksperimenter. De mange deltagere og forbundne delsystemer har været en af de helt store udfordringer i projektet, da det ikke har været muligt at afteste modulerne samlet før den endelige “Compatibility Test”. CT’en blev gennemført i juli, hvor alle deltagere var samlet fysisk for første gang. Efter en intens uge var der grønt lys hele vejen rundt.
Vi vidste fra start at tidsplanen var meget aggressiv, og at der lå nogle kritiske begrænsninger i ikke at kunne gennemføre test af grænseflader før meget sent i forløbet. Det var en del af vilkårene, som ikke var til at ændre. Det er fantastisk, hvad man kan opnå, hvis man er bevist om, hvilke rammer der er faste, og hvilke der er dynamiske. Gennem projektet har det været nødvendigt med en dybdegående teknologiforståelse og samtidigt evnen til at samarbejde med mange partnere. Nåja… og så en masse hårdt arbejde.
Løsningen blev baseret på en FPGA fra Xilinx’ Virtex 7 familie, et high-speed sampling system (giga sample per sekund) samt en Linux platform som interface. Systemet blev implementeret på fem måneder fra start til aflevering.
Satellitten blev sendt planmæssigt afsted i september og er nu i sit kredsløb omkring månen. Fagligt har det været et utroligt spændende projekt at være en del af. Nu venter vi i spænding på på ESA’s resultater fra jordstationen på Tenerife.