Søndagsavisen vælger Bluetooth mens vi venter på NFC

tirs jan 04, 2011 (Axcon)

NFC er stadig et stykke fra at være standard på mobilen – men Søndagsavisen venter ikke. Avisen skal ud og opgangsdøren skal låse sig op når budet nærmer sig. Det foregår med Bluetooth fra Søren avisdrengs mobiltelefon i lommen.Opgangsdør Vi lavede løsningen og tog den gennem godkendelser og introduktion i produktion. Det kører allerede flere steder, med Nørrebrogade som det første testområde.

Opgangsdøre og private hoveddøre

Der er udviklet løsninger til både opgangsdøre i etageejendomme og til private hoveddøre, som naturligt har et lidt større sikkerhedsniveau. Det hele er samlet i selskabet BeKey, som nu forsøger at sælge løsningen ind til f.eks. kommunens hjemmehjælpere, som på den måde slipper for at rende rundt med et kæmpe nøglebundt.

Administration af fysiske nøgler til borgernes hjem forsvinder og sikkerheden øges, da mobilens adgang kan spærres centralt med få klik. Alene reduktionen i administration af nøgler, skift af låse når nøgler bortkommer osv., kan give en pæn besparelse vi som skatteborgere bare må håbe at vores kommuner forstår at høste.

”Vi har testet systemet med nogle af de store distributører i Danmark og responsen har været, at det fungerer fint. Derfor er vi i fuld gang med at etablere systemet rundt omkring, så husstandsomdelingen kan blive lettere og sikrere i fremtiden,” siger Morten Nielsen fra BeKey.

Sikkerhed

Der har været to store udfordringer i projektet fortæller Paul, der har stået som projektleder hos Axcon. Den ene udfordring var at dokumentere at sikkerheden var i orden – den anden at få batterilevetiden på “hoveddør versionen” højt nok op.

Sikkerheden var vi sådan set ikke i tvivl om. Det er lavet med alle de rigtige kryptografiske teknikker osv., men hvordan overbeviser man andre om det?

Vi valgte en ekstern reviewer med kredibilitet: Et af de førende universiteter i Danmark. Desværre er det rent kontraktuelt utroligt vanskeligt at arbejde med de danske universiteter, som ellers hellere end gerne byder sig til med konsulentydelser i mere eller mindre direkte konkurrence med private virksomheder. Processen vi skal i gennem før vi kan fortælle hvilket universitet, som hjalp med den opgave, er simpelthen for lang, til at vi orker. Så det får du ikke at vide :-) Med mindre selvfølgelig at du bliver en kunde til løsningen, for så er det en af de ting, BeKey kan hive frem som dokumentation i salgsprocessen.

Batterilevetid

Batterilevetiden har en direkte betydning for om låsen kan anvendes i praksis i den version, som er beregnet til private hoveddøre. Ingen gider skifte batteri i en lås. Det holder bare ikke. Så batterilevetiden skal helt i top. Men en lås er en mekanisk ting, så der skal bruges rigtig energi til at flytte mekaniske emner når låsen åbnes og lukkes. Og Bluetooth er heller ikke kendt som det mest energieffektive, der findes. Så der skulle mange forsøg, optimeringer og lidt kreativitet til, før det lykkedes.

En typisk indvending mod elektroniske låsesystemer er omkostningerne til installation, hvor man ofte har brug for både elektrikker og låsesmed. Derfor er der her gjort rigtig meget ud af at reducere installationsomkostningerne, bla. ved at lade mobiltelefon netværket være den trådløse netforbindelse til serveren i systemet. Der skal således ikke trækkes kabler til de enkelte dørlåse.

Bluetooth

Systemet til private hoveddøre testes i øjeblikket flere forskellige steder, og valget med Bluetooth i stedet for NFC som trådløs teknologi har vist sig rigtig fornuftig. Det er stabil og udbredt teknologi – som matcher de reelle behov i en forholdsvis lavteknologisk ting som en dørlås.

Kommentarer (4)

  1. Peter Stuge added on 17. januar 2011

    Jeg mener der kan være strængt alvorlige sikkerhedsproblemer med at bruge GSM-netværket. Det ville være smart at publicere det her system for at kunne få ordentlig review, af mange flere i verden end bare et enkelt universitet.

  2. Rolf added on 18. januar 2011

    Peter, du har helt ret i at sikkerhed kan forbedres ved at flere kigger på det. Det her er nok bare ikke “sexet” nok til at de mange gider kigge på det.

    For opgangsdøre til etageejendomme har avisbudet i mange år kendt en meget nem måde at komme ind: man ringer bare på hos alle samtidig – så er er ingen som tænker mere over det :-) Der er altså ikke det store behov for sikkerhed der. Privatdøre er en anden sag.

  3. Ejner Hansen added on 31. januar 2011

    Hej
    Der findes Bluetooth læsere for stand alone, Wiegand og netværksløsninger, hvor sikkerheden ligger i læseren. Ingen adgang uden den rigtige kode for den pågældende dør, fra den person, der er godkendt til at åbne døren. Det er udviklet i et samarbejde imellem Conlan og Mvc-data. – et unikt dansk udviklet og produceret produkt. Her er der også applikationer til mobiltelefoner for smart adgang, ligesom adgang til specifikke døre kan styres – og i fremtiden automatisk via kommandoer fra en central server i eksempelvis Kommunen, Bladkompagnier eller lignende.

  4. Tom Øland added on 17. februar 2011

    Som Ejner nævner findes der flere systemer på markedet, også hvor sikkerheden er indbygget i læsren. Kan henvise til http://www.eckey.com , der har et bredt udvalg, som også mkan erhverves i Danmark.

Hvad mener du?