Kun i Silicon Valley

man mar 21, 2011 (Axcon)

Tidligere på året deltog jeg i Designcon i Silicon Valley. Et sted jeg har et tæt forhold til efter at have boet og arbejdet der for omkring 10 år siden. Så det var interessant at “genopleve” en masse steder, mennesker og fænomener. Som f.eks. den her reklametruck – hvor ser man ellers den slags reklamer køre rundt? Undskyld det lidt fototeknisk ringe billede. Men det giver nu et lille nørd-kick med den slags :-)

You gotta have one to understand - LeCroy

Silicon Valley har været hårdt ramt af finanskrisen, men virkede nu til at være i ganske god gænge igen. Det godt hjulpet af den lave dollarkurs, og for flere af dem jeg talte med, en god portion løntilbageholdenhed eller decideret lønreduktion. Ting som selvfølgelig helt banalt betyder noget for konkurrenceevnen i et område, der i den grad har integreret Indien og andre lavtlønslande i virksomhedernes drift.

Jeg var så heldig at kunne bo hos min gamle nabo, en engelsk fyr som flyttede til USA da han var 20. De var i mellemtiden flyttet omkring 10 km til et tilsvarrende parcelhus (dog nu uden pool), primært af hensyn til børnene. Det var vigtig for både Richard og hans kone, at de kom til at bo i et “godt” skoledistrikt (valget var for dem baseret på det, som svarer til vores ny “nationale test” i folkeskolen).

Richard arbejder som softwareudvikler i ForceTen Networks (en meget-lille-bror til Cisco), hvor han primært arbejder med driver udvikling. Det job var han vældig godt tilfreds med, og han commute til og fra arbejde var ganske overkommelig – kunne sågar gøres på cykel bedyrede han (men det hørte vist til sjældenhederne).

Dagligdagen

Da vi nu boede sammen, kunne jeg jo så observere den daglige rutine i den lille kernefamilie. For Richard var det noget med at køre på arbejde ved 8-tiden og komme hjem omkring kl 19. Lidt hurtig mad og hjælpe ungerne med nogle lektier inden de skulle i seng. Derefter var der som regel halvanden time, hvor han arbejdede videre med sine indiske kollegaer, som så var godt i gang med deres arbejdsdag Weekenden var nogenlunde fri fortalte han, det var som regel kun en gang om måneden, at han lige måtte ind og arbejde en søndag.

Han havde tidligere haft en manager rolle, men nu var efter eget valg tilbage i rollen som lead developer. Det syntes han gav en rigtig god “work-life ballance”, hvor der virkelig var tid til familien, nu hvor børnene krævede meget hjælp med lektier og kørsel til og fra aktiviteter. Så alt i alt var han rigtig godt tilfreds med at have et lidt mindre ambitiøst job i et par år her, hvor han kunne tage den lidt med ro.

12 minutter

Og så var det bare jeg tænkte lidt over den hjemlige diskussion om 12 minutter mere… Det kom ligesom lidt i perspektiv. Det er ikke for at være politiserende – overhovedet. Men det er altså også ingeniører som Richard og hans mere hårdarbejdende og ambitiøse kollegaer, vi konkurrerer med. Og så skal der nok mere til, end lidt mere spræl på siden af lastbilerne i Ballerup :-)

Hvad mener du?